Qigong er træningsmetoder, hvormed det enkelte menneske egenhændigt kan styrke kroppens vitale energi. Herved aktiveres kroppens egne selvhelbredende kræfter. Metoder til aktivering af kroppens egne selvhelbredende kræfter bør stå centralt i ethvert sundhedssystem.
Qigong er mere end blot gymnastik. I modsætning til vesterlandske træningsmetoder, der primært fokuserer på udvikling af muskler og kredsløbs-fitness, fokuserer Qigong primært på at styrke de indre systemer. Der findes specifikke øvelser, der nærer hvert enkelt indre organ, sanseorganer (øjne, ører etc.), sener og ledbånd samt forplantningsorganerne. Der findes også Qigong til fx at styrke knogler og knoglemarv.
Sol & Måne Qigong er en taoistisk energi-øvelse, med hvilken kroppen kan "sluge" energi fra himmellegemerne Solen & Månen. Ved hjælp af bestemt kropsstilling, ens fokuserede opmærksomhed og en åndedræts-teknik kan man lære at føre energi dybt ind i kroppen til gavn for helbredet og for et øget velbefindende.